Kønsvorter er små knopper, der kan ligne små bløde, lyserøde blomkål eller de kan være mørkere og mere vortelignende. De er typisk 2-10 mm. i størrelse.
Man kan ikke altid se kønsvorterne selv med det blotte øje.
På slimhinder er kønsvorter ofte fugtige og ”blomkåls-agtige”, mens de på tør hud er mere faste. Der kommer i nogle tilfælde kløe, smerter og blødninger fra kønsvorterne, og mens du har dem, kan de skæmme dit udseende.
Når kønsvorterne er væk igen, er der ingen følger af, at du har haft dem.
Hvis du har kønsvorter, er du smittet med et hpv-virus.
Behandling af kønsvorter
Pensling: Du selv eller lægen pensler regelmæssigt synlige kønsvorter med et celledræbende middel, der ødelægger de celler, der udgør selve vorterne. Der kan opstå bivirkninger i det behandlede område med rødme, svie og kløe. Bivirkningerne kan blive så generende, at man må standse behandlingen.
Frysning/afklipning: Hvis de synlige kønsvorter er store eller der er mange af dem, eller de ikke forsvinder ved pensling, kan de også fjernes gennem klipning eller frysning.
Laser: Er kønsvorterne spredt over et stort område, kan de fjernes med laserbehandling, mens man er i fuld bedøvelse.
Frysning, klipning, laserbrænding og pensling er cirka lige succesfulde metoder til at fjerne kønsvorterne.
Creme: En salve, som påsmøres, der gør at kroppens eget immunforsvar bedre kan angribe virus.
Brug af kondom og slikkelap nedsætter risikoen for at smitte andre eller blive smittet med kønsvorter.