Hvis du fornemmer, at der er noget galt eller genkender ovenstående hos dig selv eller en anden, er det vigtigt, at du handler. Hvis det er dig selv, du er bekymret for, er det vigtigt, at du søger hjælp og støtte hos dine nærmeste, hos os eller din læge. Hvis det er en anden, er det vigtigt, at du udtrykker din bekymring og omsorg over for personen. Tilbyd din hjælp eller sørg for, at han/hun får hjælp på anden vis, fx familie, hos os eller vedkommendes læge.
Selvskade kan defineres som en bevidst handling, der medfører direkte fysisk skade for at lindre negative følelser.
Ifølge denne definition skal handlingen være direkte, og den skal foregå inden for en kort, afgrænset periode og med en klar bevidsthed om den skade, man påfører kroppen. Der er ingen intention om at tage sit liv, men derimod et ønske om at lindre en psykisk smerte ved at påføre sig selv en fysisk smerte.
Selvskade er således en mestringsstrategi til at håndtere svære følelser.
Selvskade kan både forekomme som en enkeltstående hændelse eller som en gentagen handling. Selvskaden er ofte forbundet med stor skyld og skam, og den berørte vil derfor typisk forsøge at skjule skaderne.
Det er vigtigt at handle på symptomer på selvskade. Adfærden tit er et symptom på et underliggende problem, er det vigtigt, at den berørte åbner op og får talt om sine følelser – og måske endda får behandling. Uden behandling er der nemlig en risiko for, at den selvskadende adfærd kan eskalere og blive værre.
Hvis man selvskader, er første skridt at tale med nogen om det. Hvis man er barn eller ung, er det altid en god idé at henvende sig til en voksen, man stoler på. Det kan være forældre, en lærer eller læge. På samme måde er det vigtigt at italesætte det, hvis man opdager, at én man kender, skader sig selv. På den måde kan man nemlig afdække de underliggende årsager og eventuelt gå i gang med et behandlingsforløb.
Personer med en spiseforstyrrelse er stærkt optaget af mad, krop og vægt og lader sig styre af de tanker og følelser der er forbundet hermed. Det ekstreme fokus på mad er en begrænsning i hverdagen. Spiseforstyrrelsen har store konsekvenser for det fysiske og psykiske helbred såvel som den berørtes sociale liv.
I diagnosesystemet inddeles spiseforstyrrelser i tre hoveddiagnoser: anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning (BED).
Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. De undgår oftest at spise og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.
Bulimi er kendetegnet ved et tab af kontrol over spisning, der fører til overspisninger og er efterfuldt af kompenserende adfærd i form af f.eks. opkastning, restriktiv spisning eller misbrug af afføringsmidler.
BED er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af en stor skam- og skyldfølelse uden kompenserende adfærd.
Hvis du fornemmer, at der er noget galt eller bemærker et eller flere af ovenstående symptomer hos dig selv eller en anden, er det vigtigt, at du handler. Hvis det er dig selv, du er bekymret for, er det vigtigt, at du søger hjælp og støtte hos dine nærmeste, hos os eller din læge. Hvis det er en anden, er det vigtig, at du udtrykker din bekymring og omsorg over for personen. Tilbyd din hjælp eller sørg for, at han/hun får hjælp på anden vis, fx familie, hos os eller vedkommendes læge.